At bevare et mirakel Underoverskrift indsættes her

At bevare et mirakel
af Maria Ferslev

I 1986 fik jeg dissemineret sclerose. Jeg har i alle årene haft en tro på, at Gud ville helbrede mig og har holdt mig på lang afstand af alle, der forsøgte at tage den tro fra mig.

Jeg var dog gået galt i byen med den overbevisning, at jeg nok skulle lære noget af sygdommen, at jeg skulle blive god nok i Guds øjne for at kunne blive helbredt.

Den 15. maj 2002 gik jeg til et møde med Pastor Charles Ndifon i Århus.

Ikke sært at jeg var bange, da jeg stod der og bad om at blive helbredt, når jeg nu vidste, at jeg med al tydelighed ikke var god nok. Jeg sagde først til Charles Ndifon, at jeg var bange for Guds kraft. Han svarede: "But he’s your daddy" og kiggede på mig med de mest kærlige øjne – så kærlige at jeg troede på det. Jeg kunne mærke Guds kærlighed helt ind i sjælen.

I det øjeblik forlod frygten mig – en tung dyne blev løftet af mig. Så fortalte jeg Charles Ndifon, at jeg havde sclerose – han sagde, at alle mine synder var mig tilgivet – igen på en så overbevisende måde, at jeg virkelig troede på det. Og i det øjeblik forsvandt mine fysiske smerter.

Jeg var opmærksom på, at Pastor Charles også talte om, at vi skulle gøre noget for at bevare vores mirakel – heldigvis hørte jeg det og handlede efter det. Så jeg meldte mig til Alpha-kurset, der startede kort tid efter. Jeg startede også i rådgivningen om torsdagen og begyndte at komme til møderne i kirken.

Heldigvis – for siden da har Satan sat det ene angreb ind efter det andet, for via min tvivl og frygt (hans mest effektive redskaber) at vinde det tilbage, som han har mistet. Nemlig al den energi min frygt og fysiske sygdom gav ham. Han har mistet en storleverandør af smerte, tvivl og frygt – ikke sært at han reagerede.

Til at begynde med skete der det, når jeg fik fysiske symptomer, at jeg nærmest lænede mig ind i smerten, ind i frygten, som en velkendt favn, og blev fanget ind, fordi jeg ikke vidste bedre. Og jeg havde måske flere gange om ugen brug for forbøn for at komme ud af Satans drænende greb igen.

Han kunne også finde på at sige: "Din tro burde være stærk nok til, at du ikke har brug for forbøn". Snu, ikke?

Han har sågar siddet på min skulder i kirken, når jeg havde det svært eller havde fysiske symptomer, og hvisket i mit øre, at jeg da ikke kunne gå op til forbøn igen, det var jeg jo også sidste søndag og måske forrige søndag…

Men han tabte, for jeg gik op, og jeg fik hjælp til at komme endnu længere væk fra frygten og tvivlen og endnu længere ind i Guds favn.

Jeg fortsatte dog med at have smerter i ryggen, fordi flere ryghvirvler næsten ugentligt låste sig fast – det var ikke blevet bedre. Men da jeg var til Charles Ndifons møder i København i september 2002, sagde jeg til ham den første dag, at jeg havde et meget stort ønske om, at også min ryg blev helbredt, og at det var nødvendigt for, at jeg kunne være med til møderne alle dagene. Pastor Charles spurgte: "Hvor er smerten nu?" Den var bare helt væk.

Satan bankede på flere gange, mens jeg var i København. Her brugte han blandt andet det, jeg vil kalde almindelig sund fornuft.

En aften – aftenmødet var lige begyndt – havde jeg stærke smerter i arme og ben og var så træt, at det var hårdt blot at sidde oprejst på stolen. Min almindelige sunde fornuft fortalte mig, at det jo ikke var så sært efter flere dage at have været i gang i omkring 15 timer i døgnet, så det var jo nok en god idé at tage en aften på sofaen og hvile ud. Mennesker, der ikke havde været syge, ville jo også blive trætte.

Men da Mark Cole begyndte at spille, opdagede jeg noget, som jeg vil kalde den u-almindelige sunde fornuft, for den sagde, at jeg skulle begynde at danse.

Jeg sad den aften nede på forreste række: Det var en fordel, for så var der jo gulvplads til at bevæge sig på, men jeg skulle overvinde, at alle i salen så kunne se mig. Men jeg begyndte at danse, og jo mere jeg dansede, jo bedre fik jeg det, og den aften gik jeg også først hjem ved tolvtiden.

Den næste morgen fristede han mig igen med fysiske smerter og almindelig sund fornuft: At det ville nok være godt at hvile den formiddag. Men jeg var begyndt at kende Satans fristelser, så jeg spurgte mig selv om, hvad jeg havde allermest lyst til – svaret var klart. Jeg bad Jesus om at hjælpe mig, og i det øjeblik jeg gik ud af døren for at tage op til Charles Ndifon-mødet, forsvandt de fysiske smerter sporløst.

Den dag var jeg også i gang til ved tolvtiden om aftenen. Jeg havde fået den idé, at når Pastor Charles Ndifon kunne køre på Helligåndskraft, så kunne jeg også.

Fanden sagde: "Hvem tror du, du er? Du kan da ikke sammenligne dig med Charles Ndifon…"

Noget af det mest angstprovokerende, jeg har lidt af, har været det med ryggen – pinefuldt og virkelig deprimerende. Så da Satan ikke havde kunnet få magten over mig i København, forsøgte han sig, da jeg sad alene i bilen på vej hjem til Århus.

Jeg begyndte at få ondt i ryggen og tænkte: "Åh nej, ikke igen." Jeg havde jo været fuldstændig fri for de smerter i næsten en hel uge...

Men heldigvis huskede jeg, at der nu er en anden, der har taget bolig i mig. En anden der er uendeligt meget stærkere. Og jeg huskede, at Charles Ndifon havde talt om, at vi skulle bruge vores myndighed til at beordre Satan til at forsvinde.

Så jeg talte højt til ham i bilen og sagde med fast stemme, at det var Jesus, der boede i mig nu, at han ikke havde en chance, og at han skulle forsvinde. Smerterne i ryggen forsvandt.

Lidt efter var han der igen – jeg fik ondt i højre håndled, en velkendt smerte fra sclerosen. Så måtte jeg med myndighed forklare ham én gang til, at han overfor Jesus ikke havde nogen magt, at han skulle forsvinde.

Jeg lo højt af glæde over, at Jesus er i mit liv og fandt ud af, at en hjertelig latter er med til virkelig at tage modet fra djævelen – han luskede af og lod mig være resten af turen hjem.

Det er vigtigt hurtigt at vende hele min opmærksomhed mod Jesus, når jeg har beordret djævelen at forsvinde. For nogle gange har jeg kæmpet og kæmpet for at få smerten væk med et vedvarende fokus på djævelen for at få ham væk, så jeg til sidst var fuldstændig udmattet, uden at symptomerne forsvandt.

Det har så hver gang hjulpet at gå op til forbøn. Og det er så tydeligt, når Jesus igen får plads i mit hjerte, for så kommer glæden.

Neh. 8,10 siger: "…for glæde i Herren er jeres styrke!" – og der er oven i købet udråbstegn efter.

Men djævelen kan banke på på de mest overraskende måder. Det kan være svært lige at opdage det, hvis det f.eks. kommer fra velmenende mennesker, der spørger: "Er du sikker på, at du er helbredt? Er det videnskabeligt bevist?" eller "Jamen, hvad nu hvis du bliver syg igen?" udtalelser der nærmest er designet til at genindsætte tvivlen og frygten i mit liv.

Faldgruberne er mange – f.eks. er frygten for djævelen også frygt og dermed af det onde. Genkendelse og afvisning af ham er nok. Tilliden, til at Gud vil mig det godt, er mit holdepunkt, og det er det, jeg skal vende blikket imod.

Charles Ndifon gentager igen og igen: "Follow the instructions" (følg instruktionerne). Han siger bl.a. "Gør dét, du ikke kunne gøre før," og det betyder for mig ikke blot fysiske aktiviteter, men også f.eks. ting jeg førhen var bange for at gøre.

Der kan faktisk være penge at spare ved at følge instruktionerne fra Gud. En morgen fik jeg den tanke, at jeg skulle tage op i kirken allerede kl. 9.30. Den almindelige sunde fornuft argumenterede imod det, for Ndifon-mødet startede først kl. 11, så hvad skulle jeg det for? Men jeg gik alligevel ud ad døren og kom hen til min bil lige tids nok til at snakke mig fra en parkeringsbøde, som jeg ellers ville have fået, fordi jeg havde parkeret for tæt på hjørnet.

Så sent som i søndags havde jeg igen behov for forbøn. Smerterne og modløsheden havde fået et meget kraftigt tag i mig (jeg skulle endnu en gang igennem diskussionen med mig selv om, hvorvidt forbøn nu også var nødvendigt … men jeg gik derop). Det hjalp (igen) – smerterne og modløsheden forsvandt, og Guds fred fyldte atter mit hjerte.

Den fysiske genoptræning er også vigtig. Men vigtigst af alt er, at jeg alle døgnets 24 timer sætter Gud først. Det er en læreproces at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt lader Jesus fylde mit hjerte og mit liv. Hvordan jeg bedst muligt er åben for, at Guds nåde kan gøre sit arbejde i mig.

Oktober 2002

I dag 14 mdr. efter mit mirakel er det kun yderst sjældent, at jeg har fysiske symptomer. Og glæden er der hver dag! Den klippe, jeg står på, føles mere og mere fast under mine fødder, efterhånden som min tro forvandler sig til viden om, at jeg er elsket – at jeg er Guds barn.

Og nu ved jeg, at det er Guds ord, der helbredte mig og bevarer mit mirakel. Jeg er nødt til at slippe af med religionen og lade det levende ord fra Gud arbejde i mig. Det er vidunderligt at opdage, hvad der egentlig står i Biblen. Og hvordan Guds ord med stor kraft forvandler ting i mig og i mit liv – når jeg tillader det.

Jesus, Ordet, lever i dag – ingen tvivl om det.

Juli 2003